Min far havde ingen hobbyer og kun få glæder ud over at spise, være sammen med sine børn og spille bridge, men han havde en narrativ interesse i livet. Han så en forbløffende mængde tv-nyheder. Hans ambitioner for alderdommen var i så lang tid som muligt at følge med i nationens og i sine børns historier.

Men et af hjernens grundlæggende træk er dens iver efter at konstruere helheder ud af fragmentariske stumper. Vi har alle et blindt punkt i vores synsfelt hvor synsnerven sidder fast på nethinden, men vores hjerne registrerer altid en hel og ubrudt verden omkring os. Vi opfanger en del af et ord og hører det hele. Vi ser udtryksfulde ansigter i blomstret møbelbetræk; vi udfylder konstant tomrummene omkring os.

Tilstande har symptomer; symptomer peger mod den organiske basis for alt hvad vi er. De peger på hjernen som kød. Og hvor jeg burde anerkende det faktum at, ja, hjernen er kød, er det i stedet som om jeg fastholder en blind plet som jeg dækker med historier der fremhæver de mere sjælelignende aspekter ved selvet. At se min hårdt ramte far som et sæt organiske symptomer ville indbyde mig til også at forstå den raske Earl Franzen (og den raske mig) på symptomatiske vilkår – at reducere vores elskede personligheder til begrænsede antal neurokemiske koordinater. Hvem vil høre en historie om sådan et liv?