Pernille Juhl

Han nåede slet ikke at svare, før Kodricki fortsatte: ”Hør her, du ser virkelig ud til at have brug for det.”

Alkoholen havde hun dog takket nej til, indtil hun sad i stuen hos Ulrikke og den krigshjemvendte snedker, hvor de opstemte klinkede i kirsebærlikør og nippede til sprøde hjemmebagte pleskner. Røde i ansigterne af optimisme og strålevarme fra kakkelovnen. Det havde været en skøn aften, som hun tænkte tilbage på med glæde.
Dagene efter blev ligeledes uforglemmelige. Der var ikke blevet festet sådan i gaderne, siden soldaterne mange måneder tidligere var vendt hjem. Overalt var der flag og sang. Folk omfavnede spontant hinanden, og alle insisterede på at invitere Maren ind, ligesom både hun og Felix nød godt af deres gavmildhed.
Afstemningsresultatet i Nordslesvig, i det, man kaldte zone I, kom til at fylde meget den kommende tid. Om og om igen blev resultatet med de knap 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske vendt i de små hjem. I byen sladrede man om, hvem der havde lagt de tyske stemmer, og man drøftede, hvordan landsdelen ville komme tilbage til Danmark.
Tilbage var de manglende afstemninger i zone II og III. Maren blev spurgt flere gange om dagen: ’Hvad tænker du om det, Maren?’ ’Tror du, resultatet bliver så godt som her?’ ’Hvordan tror du, det ender?’
Hun vidste det ikke. Sydslesvig var den næste zone, som skulle stemme, og heri var Flensborg. Hun kendte mange mennesker i byen, en del var dansksindede, men også mange var tysksindede. Hun plejede ikke at skelne. På sygebesøg tilså hun alle. Det gik op for hende, at afstemningerne kunne sætte skel blandt de lokale, og uanset hvad resultatet måtte blive.