Hans Christian Andersen

sagde andemor og rejste sig fra reden.

grimme ælling tænkte slet ikke på at gifte sig! Den ville bare gerne ligge i sivene og drikke lidt mosevand. Da ællingen havde været i mosen et par dage, kom to unge vildgaser forbi. ”Hør, kammerat,” sagde den ene, ”du er så grim, at jeg godt kan lide dig! Kunne du ikke tænke dig at blive trækfugl som os? Så kan vi flyve sammen!” ”Ikke så langt herfra er der en anden mose. Og den er fuld af søde vildgæs – de yndigste frøkener, der alle sammen kan sige: ’Rap!’ Dér kan du gøre lykke, så styg, som du er!” ”Plif! Plaf!” lød det i det samme, og begge gaserne faldt døde om i sivene! Det var blevet efterår, og den store jagt var gået ind. Jægerne var overalt i mosen – selv oppe i træerne sad de og fyrede løs! ”Plif! Plaf!” lød det igen, og en hel flok vildgæs faldt til jorden … Lige med ét dukkede en stor jagthund op mellem sivene! Den stakkels, grimme ælling blev frygtelig forskrækket! Hundens tunge hang ud af halsen, den blottede sine skarpe tænder og skulle lige til at bide ællingen – men så vendte den væmmelige hund sig om og gik igen. ”Gudskelov!” sukkede ællingen. ”Jeg er så grim, at ikke engang hunden gider tage mig!” Vinteren kom, og det blev så koldt, så koldt. Vandet frøs til, og en nat sad ællingen fast i isen

Lille Claus og store Claus
Der var i en by to mænd