Vi er altid mere eller mindre stiltiende gået ud fra, at vores følelser skaber alle vores problemer, og at vi skal bekæmpe dem med vores fornuft for at rydde op i misererne. Den tankegang går helt tilbage til Sokrates, som udnævnte fornuften til roden til alle dyder.

Ved indgangen til oplysningstiden mente Descartes, at vores fornuft, som var adskilt fra vores dyriske lyster, var nødt til at lære at kontrollere disse lyster. Kant sagde mere eller mindre det samme. Det samme gjorde Freud, selv om han samtidig involverede en hel del penisser. Og da Egas Moniz udførte sit første hvide snit i 1935, er jeg sikker på, at han mente, han lige havde opdaget en metode til det, som filosoffer gennem årtusinder havde erklæret, at der var behov for: at give fornuften herredømmet over de uregerlige lyster og hjælpe menneskeheden til endelig at blive i stand til at udøve den skide selvkontrol.

Ifølge den klassiske antagelse hænger det sådan sammen, at hvis en person er udisciplineret, uregerlig eller ondsindet, er det, fordi han savner evnen til at undertrykke sine følelser, at han er viljesvag eller bare jævnt fucked up. Den klassiske antagelse ser lidenskab og følelser som defekter, fejl i den menneskelige psyke, der skal overvindes og repareres inde i den enkelte selv.