Saga Egmont

Jeg siger med forsæt upersonlig, for den gik i den grad naturligt over i den omgivende uendelighed af livløse ting, at den syntes at være ét med den almindelige dvaskhed, der er at se i den hele syndige verden; denne er nok uafladeligt virksom på talløse måder, men tier dog altid og ænser ikke mennesket, selv ikke når dette graver grunden til domkirker.

Og dog var denne næsten frygtelige dvaskhed hos ham et karaktertræk, der også syntes at indbefatte en total hjerteløshed over for alt og alle, stundom sært isprængt gammel, gebrækkelig, fortidsagtig, stakåndet lystighed, der nu og da ikke savnede et vist gråhåret vid af den slags, som kan tænkes at have livet op på hundevagten i Noahs ærværdige ark.

Hvad er det, der i den grad virker frastødende ved albinoen og ofte sådan forskrækker øjet, at han stundom afskyes af sine allernærmeste? Det er den hvidhed, hvori han er klædt, og som udtrykkes i det navn, han har fået. Albinoen er lige så velskabt som andre mennesker – er ikke vanskabt på nogen måde – og dog gør det blotte syn af hans totale hvidhed ham endnu sælsommere afskyelig end det grimmeste misfoster. Hvorfor forholder det sig således?