Ugens bog

"En blændende — og ofte ondskabsfuld humoristisk — meditation over fornuftens, identitetens og sandhedens natur af en af de mest opfindsomme romanforfattere, der skriver i dag." Longlisted til Bookerprisen 2022.

"Menneskets dybeste erindring er en dybt original dannelsesroman, en radikal undersøgelse af kolonialismens komplekse arv og en detektivhistorie fortalt med humor, vid og overskud. Og først og fremmest er romanen en kærlighedserklæring til litteraturen selv."

En ung pige starter i ottende klasse på Edel Berthelsens Døtreskole. Det er her, hendes ungdom skal udspille sig — mellem klassens foranderlige hierarkier og skolens konkurrence og disciplin. Hun bor hos sin mor og er ikke vant til fædre, men hun er god til at lure i smug og lægger mærke til alle detaljer: fra Provence-stemningen i naboens køkken, de bugnende ranker af hvidløg, til klassekammeraten Johanne, der er et unikt gymnastisk talent og har et ansigt, der får voksne kvinder til at spørge sig selv, hvad de gør galt.

Tre voksne brødre er sammen kørt op gennem Sverige til den ødegård, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Det er første gang i tyve år, de er tilbage. Med sig har de deres mors aske, som de vil sprede ved stedet.

Francoise Sagans udgav sin debutroman Bonjour Tristesse som 18-årig i 1954 til ramaskrig ikke bare i Frankrig, men verden over. Den sensuelle og dekadente roman var en tvetydig hyldest til den seksuelle frigørelse og historien om en fremmelig pige, der på en gang ved for meget og for lidt om den omverden, hun forsøger at kontrollere.

En våbensamler og krigsekspert findes omkommet i det krigsmuseum, han er ved at opføre, og historikeren og kuratoren Luisa Brooks sættes af myndighederne til at systematisere den store samling. Gennem hendes arbejde tages læseren med på en omfattende rejse i tid og rum, som samtidig bliver en refleksion over krigens væsen og menneskets forhold til krig og død.

»I går« af den ungarske forfatter Agota Kristof (1935–2011) er en bog om at leve i eksil. Det er en roman om at flygte, ikke bare fra et land, men også fra sig selv. Om at genopfinde sig selv, om tidens gang, om næsten ubærlig venten, men også om den store umulige kærlighed og drømmenes magt.

Macunaíma hedder helten, der i denne fabulerende røverhistorie af en roman, drager Brasilien rundt i jagten på et vigtigt mirakelmiddel. »Macunaíma« er en roman om brasiliansk identitet og en på en gang kærlig og kritisk beskrivelse af brasilianernes overtro, letfærdighed, erotik og kynisme.

»Berlin Alexanderplatz« er Alfred Döblins hovedværk, en klassiker og en af de mest kendte tyske storbyromaner. På Döblins tid var Alexanderplatz omkranset af proletarkvarterer og centrum for sociale udskud. Og rammen om handlingen i romanen er tyvernes Berlin med dens råhed, kriseprægede atmosfære og tusinder af arbejdsløse.

Hans Nåde, Hertugen af Portland, lever sit liv som excentrisk eneboer på sit gods i Nordengland. Her får han bygget et enormt system af kilometerlange tunneler, så brede, at to hestevogne kan passere hinanden. Han drives omkring på sit gods i en ensom søgen, pint af et uhåndgribeligt savn, hvis oprindelse afdækkes gradvist, såvel for hertugen som for læseren.

Min tunge vandring er en mesterlig klassiker. Jevgenija Ginzburg (1904–1975) blev et af ofrene for den udrensningskampagne, Stalin satte i gang midt i 1930’erne; den store terror. I 1937 blev hun på opdigtede anklager idømt 2 års isolationsfængsel og 10 år i straffelejr.

Min tunge vandring er hendes vidnesbyrd og fortælling om fængselsårene og de mange år i lejrene — og er blevet kaldt en af de mest bevægende og velskrevne bøger om en af Ruslands store tragedier.

»Livet går over sine bredder« handler om organisationen Cyklus, der har specialiseret sig i bæredygtige begravelser. Her bliver de afdøde på miljøvenlig vis komposteret til næringsrig muldjord, der anvendes i Cyklus’ havebrug i Maribo.

I »Tres kilo solskin« fortælles Islands historie fra en tid, hvor alt foregik på havet i en træbåd, overladt til naturens kræfter, til et samfund, der langsomt men sikkert tager alt det moderne til sig.

Matrix er en sanselig og visionær roman fra et middelalderkloster og en fortælling om skaberkraft, begær og kvindelige fællesskaber. Den prisbelønnede forfatter Lauren Groff tegner et lyslevende og dybt originalt portræt af en for længst glemt historisk kvindeskikkelse, Marie de France.

"I betragtning af hans alder, tooghalvtreds og fraskilt, synes han selv, at han har løst problemet med sex ganske godt. Hver torsdag eftermiddag kører han ud til Green Point. Præcis klokken to trykker han på summerknappen ved indgangen til Windsor Mansions, nævner sit navn og træder ind. Ved døren til nr. 113 står Soraya og venter på ham."

Sådan begynder historien om David Lurie. En desillusioneret litteraturprofessor i Capetown, der om aftenen kæmper med at komponere en kammeropera og ellers er tilfreds med 90 minutters kvindeligt selskab om ugen.

”Analfabeten” består af korte erindringsstykker, der lavmælt og præcist skildrer tab og fremmedfølelse. Den er en flygtningehistorie, der beskriver besværet ved at leve i et land, der ikke er ens eget og skrive på et sprog, der truer med at udslette modersmålet. Men den er også historien om en stor forfatters tilblivelse — og et vidnesbyrd om litteraturens lindrende kraft.

I 1920ernes New York gør Helen og Benjamin Rask sig bemærkede som det ultimative power-par: Han er en berygtet Wall Street-magnat, og hun er knivskarp og født ind i det velhavende aristokrati. De har ved fælles indsats og snilde placeret sig sikkert i toppen af samfundet. Men der verserer rygter om deres velstand og deres position, rygter, som blandt andet sår tvivl om, hvorvidt de er kommet ærligt til deres rigdom og hvem der reelt er mastermind bag deres succes.

På en strand i Den Dominikanske Republik går et allerede døende forhold skævt. I vaskerummet under et hospital i New Jersey vasker en kvinde sin elskers tøj, mens hun tænker på hans kone. I Boston køber en mand sit kærlighedsbarn dets første baseball hat og handske.

Efterkrigstiden i Polen er fuld af skift. Putska er en ung kvindelig universitetsstuderende i Krakow, som bor sammen med sin mor. Mens Putska nyder kulturlivet og livet som ombejlet kvinde, er det politiske klima under forandring efter krigen. Voksenlivet trænger sig på og langsomt går det op for hende, at fremtiden kræver at komme på det rene med fortiden.

Peter Adolphsen bruger i Jeg kan ikke huske glemslen som startpunkt for en kortslutning af autofiktionen og selvbiografien. Bogens kortere og længere passager aftegner prikker af erindret stof spredt rundt i glemslens mørke, og disse prikker kan så forbindes og afsløre et grynet billede af en hurtigt aldrende forfatter, med en opvækst i Aalborg og Århus, et voksenliv i Spanien og København og i nutiden et anfægtet og flosset jeg, der kredser om alt, det ikke kan huske.